Træning i psykologisk tryghed · Teams og ledergrupper
Alle taler om psykologisk tryghed. Vi får jeres team til at mærke den.
I har hørt oplæggene og læst artiklerne. Alligevel er der ting, der ikke bliver sagt højt på møderne. Vores træning lader jeres team mærke, hvad psykologisk tryghed gør ved et rum. Og giver jer et fælles sprog, så I selv kan genskabe den.
Vi træner teams og ledergrupper i alt fra små og mellemstore danske virksomheder til globale organisationer — i Danmark og i resten af Europa.
- 700+
- deltagere, marts–juli 2026
- 20
- forløb
- 96 %
- vil anbefale træningen til en kollega
Genkender I det?
Tavshed ligner enighed
Mødet sluttede til tiden. Beslutningen blev truffet, referatet var kort, og ingen havde indvendinger. Tre uger senere viste det sig, at to af de otte omkring bordet havde set problemet komme. De sagde det bare ikke.
Sådan ser lav psykologisk tryghed på arbejdspladsen ud. Den larmer ikke. Den ligner ro og enighed, lige indtil regningen kommer: et projekt der skred, eller en dygtig kollega der stille søgte videre.
Amy Edmondsons forskning fra Harvard har peget samme sted hen siden 1999: Teams med høj psykologisk tryghed lærer hurtigere og fanger fejl, mens de stadig er billige. Fordi det er sikkert at sige tingene højt.
Vores standpunkt
Man kan ikke læse sig til tryghed
De fleste ledere ved efterhånden, hvad psykologisk tryghed er. Definitionen sidder. Modellerne er set. Og alligevel ændrer møderne sig ikke ret meget. For tryghed handler mindre om, hvad teamet ved, og mere om, hvad det gør i de tre sekunder, efter nogen har sagt noget uventet.
Der er en grund til, at det er svært. Når vi risikerer at virke dumme eller besværlige, reagerer hjernens alarmsystem, amygdala, som ved reel fare. Vi holder igen og pakker vores pointer ind. Det er biologi, ikke dårlig vilje. Derfor rækker slides og gode intentioner heller ikke ret langt: Kroppen skal opleve, igen og igen, at der ikke sker noget farligt ved at sige tingene højt. Først dér ændrer adfærden sig.
Det er den oplevelse, vores træning er bygget til at skabe.
Træningen
En træning, man kan mærke
Vores metodik hedder Applied Improv — improvisation anvendt i en ledelses- og organisationskontekst, kombineret med forskningen i emotionel intelligens og psykologisk tryghed. I praksis arbejder jeres team sig gennem en række øvelser, hvor I mærker forskellen på at blive bedømt og blive grebet. Og hvad der sker med en idé, der bliver mødt med et “ja, og” i stedet for et “ja, men”.
Vores facilitatorer bygger øvelserne op trin for trin, så alle kan være med, også de skeptiske, og ingen bliver udstillet undervejs. Efter hver øvelse oversætter vi det, I lige har mærket, til jeres hverdag: mødet mandag morgen og den beslutning, der er ved at køre fast.
Teamet tager fem principper med hjem som fælles sprog
01Yes, And
Byg videre på hinandens input, før du vurderer det.
02Døm ikke dig selv
Den indre kritiker lukker rummet før nogen anden.
03Døm ikke andre
Nysgerrighed før vurdering.
04Omfavn fejl
Fejl er information, og den er billigst, når den kommer tidligt frem.
05Gør hinanden gode
Hold øje med, hvornår en kollega har brug for en hånd. Giv den.
Principperne er enkle med vilje. De skal kunne huskes på et tirsdagsmøde klokken 9, hvor ingen har slides med.
Sådan arbejder vi
Én træningsdag ændrer sjældent et team. Derfor arbejder vi i tre faser.
Forskningen i, hvornår træning faktisk flytter adfærd, peger på tre faktorer: motivationen inden, ledelsens opbakning undervejs og opfølgningen bagefter. De fleste udbydere arbejder med dagen i midten. Vi bygger alle tre. Hos os hedder det the Behavioural Change Process, og det er samme proces, uanset hvilken af vores facilitatorer der står i rummet.
Før
Vi aktiverer deltagerne, inden de træder ind i lokalet, og klæder ledelse og interne ambassadører på, så træningen lander i et system, der er klar til den.
Under
Selve træningsdagen: oplevelserne, principperne og konkrete aftaler om, hvad teamet gør anderledes fra i morgen. Vi samler feedback fra alle deltagere, inden de går.
Efter
30 dages struktureret opfølgning til deltagerne, opsamling med ambassadører og ledelse, og en rapport til jer med resultaterne, så I kan se, hvad der har flyttet sig.
Resultater
Vi måler, om det virker
Fra marts til juli 2026 har mere end 700 deltagere været igennem vores træninger, fordelt på 20 forløb. I målingerne bagefter svarer 96 %, at de ville anbefale træningen til en kollega. Og på spørgsmålet om, hvor sandsynligt det er, at de vil samarbejde på tværs af teams og afdelinger efter forløbet, er gennemsnittet 6,0 ud af 7.
Vi var Danmarks første certificerede practitioners fra The Fearless Organization, organisationen bag Amy Edmondsons forskning. Vil I sætte tal på udgangspunktet, måler vi teamets psykologiske tryghed med The Fearless Organization Scan før forløbet og igen efter. Så står udviklingen i tal og ikke i fornemmelser.
Vores kunder spænder fra små og mellemstore danske virksomheder til globale organisationer herhjemme og i resten af Europa. Vi er Europas førende konsulenthus inden for Applied Improv til leder- og teamudvikling. Og vi bor i Helsingør.
Efter vores eget forsigtige skøn har vi desuden forhindret over 350.000 “ja, men”er.
Læs vores cases →Formater
For ét team, en ledergruppe eller hele organisationen
En enkelt træning for et team, der skal finde sikker grund igen. Et forløb for en ledergruppe, der vil have ærligheden tilbage i møderne. Eller en udrulning på tværs af organisationen med fælles sprog og målinger undervejs. Vi træner på dansk og engelsk, hos jer eller et sted, I vælger.
FAQ
Spørgsmål, vi ofte får
Hvad er psykologisk tryghed?+
Troen på, at man kan stille spørgsmål, indrømme fejl og sige sin ærlige mening uden at blive straffet eller ydmyget for det. Begrebet kommer fra Harvard-professor Amy Edmondson (på engelsk psychological safety, af og til oversat til psykologisk sikkerhed), og hendes forskning viser, at det er en af de faktorer, der bedst forudsiger, hvor godt et team lærer og præsterer. Tryghed er i øvrigt ikke det samme som hygge: De stærkeste teams kombinerer høj tryghed med høje ambitioner.
Hvordan foregår en træning?+
I arbejder jer gennem øvelser i par og mindre grupper, afbrudt af korte refleksioner, hvor vi oversætter oplevelsen til jeres hverdag. En træning varer typisk fra 90 minutter til en hel dag, afhængigt af formålet. Ingen lange oplæg. Tiden går med at gøre.
Er det et kursus, jeg kan tilmelde mig?+
Vi træner hele teams og ledergrupper — mennesker, der deler hverdag i forvejen. Psykologisk tryghed er en egenskab ved et team, ikke ved et individ, så den skal trænes sammen med de kolleger, den skal virke imellem. Leder du efter et åbent kursus i psykologisk tryghed til dig selv, findes der andre gode tilbud. Skriv gerne, så peger vi dig i den rigtige retning.
Vores team er ret skeptisk over for den slags. Er det et problem?+
Det er de fleste teams, og det er et fint udgangspunkt. Øvelserne bygges op gradvist, ingen bliver bedt om at optræde, og facilitatoren justerer undervejs efter det, der sker i rummet. 96 % af deltagerne på tværs af forårets forløb ville anbefale træningen til en kollega. Skepsis plejer ikke at overleve den første halve time.
Kan man måle effekten?+
Ja, hvis man måler på adfærd og ikke kun på stemning. Vi var Danmarks første certificerede practitioners fra The Fearless Organization, organisationen bag Amy Edmondsons forskning, og vi bruger deres scan til at måle teamets psykologiske tryghed før og efter forløbet. Oven i det samler vi svar fra alle deltagere efter træningen, følger op gennem 30 dage og samler det hele i en rapport til ledelsen: hvad der har flyttet sig, og hvor der skal arbejdes videre.
Får vi øvelser med hjem?+
I får de fem principper som fælles sprog og en række konkrete øvelser og rutiner, teamet selv kan bruge — i møder, i feedback, i pressede situationer. I de 30 dage efter træningen følger vi op med korte opgaver, der holder den nye adfærd i live, mens den bliver til vane.
Foregår det på dansk eller engelsk?+
Begge dele. Vores facilitatorer træner på dansk og engelsk, og vi arbejder jævnligt med internationale teams, hvor begge sprog er i spil samme dag.
Næste skridt
Fortæl os om jeres team
Book en halv times samtale. I fortæller, hvad der fungerer, og hvad der bliver ved med at være svært. Vi fortæller ærligt, om vi kan hjælpe, og hvordan et forløb kunne se ud. Ingen slides, ingen salgstale.
